Læs Bibelen | lukbibelenop.nu

Læs i Bibelen

^v1Og han begyndte igen at lære ved søen. Og en meget stor skare samles om ham, så han måtte sætte sig ud i en båd på søen, mens hele skaren stod ved søen inde på land.
^v2Og han lærte dem mange ting i lignelser, og han sagde, mens han lærte dem:
^v3»Hør nu efter: Se, en sædemand gik ud for at så.
^v4Og mens han såede, skete det, at noget faldt på vejen, og fuglene kom og åd det op.
^v5Og noget faldt på stengrund, hvor det ikke havde megen jord, og det kom straks op, fordi det ikke havde dyb jord;
^v6men da solen steg, blev det svedet, og det visnede, fordi det manglede rod.
^v7Og noget faldt iblandt tidsler, og tidslerne skød op og kvalte det, og det bar ingen frugt.
^v8Og noget faldt i god jord; det skød op og voksede, og det bar frugt og gav tredive og tresindstyve og hundrede fold.«
^v9Og han sagde: »Den, som har øren at høre med, han høre!«
^v10Da han var blevet ene, spurgte hans ledsagere sammen med de tolv ham om lignelserne.
^v11Og han sagde til dem: »Jer er Guds riges hemmelighed givet; men de, som er udenfor, får det alt sammen gennem lignelser,
^v12for at de skal se og se og dog intet øjne og høre og høre og dog intet fatte, så de ikke omvender sig og får tilgivelse.«
^v13Og han siger til dem: »Fatter I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå alle de andre lignelser?
^v14Det, sædemanden sår, er ordet.
^v15Men de på vejen, det er dem, hvor ordet bliver sået, og når de hører det, kommer Satan straks og borttager ordet, der var sået i dem.
^v16Og på samme måde de, som bliver sået på stengrund, det er dem, som straks, når de hører ordet, tager mod det med glæde;
^v17men de lader det ikke slå rod i sig og holder kun ud til en tid; når der så kommer trængsel eller forfølgelse for ordets skyld, tager de straks anstød.
^v18Anderledes med dem, som blev sået blandt tidsler; det er dem, som har hørt ordet,
^v19men timelige bekymringer og rigdommens bedrag og alskens andre begæringer kommer ind og kvæler ordet, så det bliver uden frugt.
^v20Og de, der blev sået i god jord, det er dem, som hører ordet og tager imod det, og som bærer frugt, tredive og tresindstyve og hundrede fold.«
^v21Og han sagde til dem: »Kommer man vel ind med et lys for at sætte det under skæppen. eller under bænken? Mon ikke for at sætte det på lysestagen«?
^v22Thi intet er skjult uden for at åbenbares; ej heller er noget blevet gemt hen uden for at komme frem i lyset.
^v23Om nogen har øren at høre med, han høre!«
^v24Og han sagde til dem: »Agt på, hvad I hører! Det mål, I måler med, med det skal I selv få tilmålt, ja, I skal få tilgift.
^v25Thi den, som har, ham skal der gives; og den, som ikke har, fra ham skal endog det tages, som han har.«
^v26Og han sagde: »Med Guds rige er det ligesom med en mand, der har tilsået sin jord
^v27og sover og står op, nat og dag, og sæden spirer og bliver høj, han ved ej selv hvorledes.
^v28Af sig selv giver jorden frugt, først strå, så aks og så fuld kærne i akset.
^v29Men når frugten er tjenlig, tager han straks seglen frem; thi høsten er inde.«
^v30Og han sagde: »Hvad skal vi sammenligne Guds rige med, eller hvad for en lignelse skal vi bruge om det?
^v31Det er som et sennepsfrø; når det lægges i jorden, er det mindre end alt andet frø på jorden,
^v32men når det er sået, vokser det op og bliver større end de andre urter og får store grene, så himmelens fugle kan bygge rede i dets skygge.«
^v33I mange af den slags lignelser talte han ordet til dem, alt efter som de kunne fatte det.
^v34Men uden lignelse talte han ikke til dem; kun for sine disciple udlagde han det alt sammen, når de var alene.
^v35Samme dag, henimod aften, siger han til dem: »Lad os tage over til den anden bred!«
^v36De forlader folkeskaren og tager ham med, som han sad i båden; der var også andre både med ham.
^v37Da kommer der en voldsom stormbyge, og bølgerne slog ind i båden, så den var lige ved at fyldes.
^v38Selv lå han i bagstavnen og sov på hyndet. Så vækker de ham og siger til ham: »Mester, bryder du dig ikke om, at vi går under?«
^v39Så rejste han sig og truede ad stormen og sagde til søen: »Ti, vær stille!« og stormen lagde sig, og det blev helt blikstille.
^v40Og han sagde til dem: »Hvorfor er I så bange? hvorfor har I ikke tro?«
^v41og de blev grebet af stor frygt og sagde til hverandre: »Hvem er dog han, siden både storm og sø lyder ham?«