Læs Bibelen | lukbibelenop.nu

Læs i Bibelen

^v1Så kom de over til den anden side af søen, til gerasenernes egn.
^v2Og straks da han gik i land fra båden, kom en mand ham i møde ud fra gravhulerne; han var besat af en uren ånd
^v3og holdt til i gravene, og ingen kunne længer binde ham, ikke engang med lænker.
^v4Han havde nemlig tit været bundet med fodjern og lænker, men lænkerne havde han revet over, og fodjernene havde han sprængt, og ingen kunne magte ham.
^v5Og altid, nat og dag, var han i gravene og på bjergene, skreg og slog sig selv med sten.
^v6Da han nu på lang afstand fik øje på Jesus, kom han løbende og kastede sig ned for ham
^v7og skreg med høj røst og sagde: »Lad mig i fred, Jesus du den højeste Guds Søn! Jeg besværger dig ved Gud, at du ikke piner mig.«
^v8Jesus havde nemlig lige sagt til ham: »Far ud af manden, du urene ånd!«
^v9Og han spurgte ham: »Hvad er dit navn?« Han svarer ham: »Legion« er mit navn; thi vi er mange.«
^v10Og han bad ham meget om ikke at jage dem bort fra egnen.
^v11Nu gik der en stor flok svin på græs der ved bjerget.
^v12Da bad de ham og sagde: »Send os hen til svinene, så vi kan fare i dem.«
^v13Det tillod han dem. Og de urene ånder fo´r ud og fo´r i svinene; og flokken der var omtrent to tusinde styrtede sig ud over brinken og ned i søen og druknede i søen.
^v14Og svinehyrderne flygtede og fortalte om det i byen og på landet; og folk kom for at se, hvad det var, der var sket.
^v15Og da de kommer til Jesus, ser de den besatte, ham, som havde haft legionen, sidde påklædt og ved sans og samling; og de blev grebet af frygt.
^v16Og de der havde set, hvordan det var gået den besatte, og hvad der var sket med svinene, forklarede dem det.
^v17Så begyndte de at bede ham om at gå bort fra deres enemærker.
^v18Og da han gik om bord i båden, bad den, der havde været besat, om at han måtte blive hos ham.
^v19Det gav han ham dog ikke lov til, men han siger til ham: »Gå hjem til dine egne og fortæl dem, hvor store ting Herren har gjort imod dig, og at han har forbarmet sig over dig.«
^v20Så gik han hen og begyndte at forkynde i Dekapolis, hvor store ting Jesus havde gjort imod ham; og alle undrede sig.
^v21Og da Jesus igen med båden var taget over til den anden bred, samledes der en stor folkeskare om ham, mens han stod ved søen.
^v22Så kommer der en af synagogeforstanderne ved navn Jairus; og da han får øje på ham, falder han ned for hans fødder
^v23og beder ham indtrængende og siger: »Min lille datter ligger på sit yderste; ville du blot komme og, lægge hænderne på hende, så hun kunne blive rask og leve!«
^v24Og han gik med ham, og en stor skare fulgte ham, så der var trængsel om ham.
^v25Og der var en kvinde, som havde lidt af svære blødninger i tolv år;
^v26hun havde døjet meget af mange læger, og alt, hvad hun ejede, havde hun sat til, uden at hun var blevet hjulpet, det var snarere blevet værre med hende.
^v27Hun havde hørt tale om Jesus og kom nu i skaren og rørte bagfra ved hans kappe.
^v28Thi hun tænkte: »Hvis jeg får rørt, om det så kun er ved hans klæder, bliver jeg frelst.«
^v29Og straks tørredes hendes blods kilde, og hun mærkede i sit legeme, at hun var blevet lægt for sin plage.
^v30Og straks da Jesus mærkede på sig selv, at den kraft var udgået fra ham, vendte han sig om midt i skaren og sagde: »Hvem var det, der rørte ved mine klæder?«
^v31Og hans disciple sagde til ham: »Du ser jo, hvordan skaren trænger sig om dig, og dog spørger du: »Hvem var det, der rørte ved mig?«
^v32Og han så sig omkring for at få øje på hende, som havde gjort det.
^v33Og kvinden kom frygtsom og bævende, da hun vidste, hvad der var sket med hende, og hun faldt ned for ham og sagde ham hele sandheden.
^v34Men han sagde til hende: »Datter! din tro har frelst dig; gå bort med fred, og vær helbredt for din plage«
^v35Medens han endnu talte, kommer der nogle fra synagogeforstanderens hus og siger: »Din datter er død, hvorfor gør du mesteren ulejlighed mere?«
^v36Men uden at ænse det ord, som blev sagt, siger Jesus til synagogeforstanderen: »Frygt ikke, tro kun!«
^v37Og han tillod ingen andre at følge med sig end Peter og Jakob og Johannes, Jakobs broder.
^v38Da de nu kommer til synagogeforstanderens hus, og han ser en larmende flok, der græd og hylede meget,
^v39går han ind og siger til dem: »Hvorfor larmer og græder I? Barnet er ikke dødt, det sover.«
^v40Da lo de ad ham; men han jog dem alle ud, og han tager barnets fader og moder og sine ledsagere med sig og går ind, hvor barnet var.
^v41Så tager han barnet ved hånden og siger til hende: »Talita kum!« det betyder: »Lille pige, jeg siger dig, stå op!«
^v42Og straks stod pigen op og begyndte at gå omkring, for hun var tolv år gammel. Og de blev straks helt ude af sig selv af undren.
^v43Og han forbød dem strengt at lade nogen få dette at vide, og sagde, at de skulle give hende noget at spise.