Læs Bibelen | lukbibelenop.nu

Læs i Bibelen

^v1Og farisæerne og nogle af de skriftkloge, som var kommet fra Jerusalem, samler sig omkring ham.
^v2De så da nogle af hans disciple holde måltid med »vanhellige«, det vil sige uvaskede hænder.
^v3Farisæerne og alle de andre jøder spiser nemlig aldrig uden først at have vasket deres hænder med en håndfuld vand; således er de gamles overlevering, som de holder fast ved.
^v4Og når de kommer fra torvet, spiser de ikke uden først at have stænket sig med vand; og mange andre forskrifter har de taget i arv så som at skylle bægere og krus og kobberkar.
^v5Derfor spurgte farisæerne og de skriftkloge ham nu: »Hvorfor vandrer dine disciple ikke efter de gamles overlevering, men holder måltid med vanhellige hænder?«
^v6Han svarede dem: »Med rette har Esajas profeteret om jer hyklere, som der står skrevet: »Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er fjernt fra mig.
^v7Det er forgæves, de dyrker mig, når de fører lærdomme, som kun er menneskebud.«
^v8I sætter Guds bud til side og holder fast ved menneskers overlevering.«
^v9Og han sagde til dem: »Hvor smukt, at I ophæver Guds bud for at holde jeres egen overlevering!
^v10Thi Moses har sagt« »Ær din fader og din moder,« og: »Den, der forbander fader eller moder, skal lide døden. «
^v11Men I lærer: Hvis en mand siger til sin fader eller sin moder: »Det, du skulle have haft som hjælp fra mig, det skal være korban« (det vil sige: tempelgave),
^v12så tillader I ham ikke mere at understøtte sin fader eller moder dermed,
^v13og I sætter således Guds ord ud af kraft ved jeres overlevering, som I har lært folk; og meget andet af den slags gør I.«
^v14Og han kaldte atter folkeskaren til sig og sagde til dem: »Hør mig alle, og forstå!
^v15Hvad der gør mennesket urent, er ikke noget af det, der udefra kommer ind i mennesket; men hvad der går ud af mennesket, det er det, der gør mennesket urent.
^v16Om nogen har øren at høre med, han høre!«
^v17Og da han var gået ind i huset, bort fra skaren, spurgte hans disciple ham om lignelsen.
^v18Og han siger til dem: »Er I virkelig så uforstandige? Forstår I ikke, at intet, som udefra kommer ind i mennesket, kan gøre det urent?
^v19Thi det kommer ikke ind i hans hjerte, men i maven og går ud på det dertil bestemte sted.« (Således erklærede han al mad for »ren«).
^v20Men han sagde: »Hvad der gør mennesket urent, er det, der udgår fra mennesket.
^v21Thi indvendig fra, fra menneskenes hjerte, udgår de onde tanker, utugt, tyverier, mord,
^v22ægteskabsbrud, havesyge, ondskab, svig, løsagtighed, ondt øje, bespottelse, hovmod, hidsighed;
^v23al denne ondskab kommer indvendig fra og gør mennesket urent.«
^v24Så brød han op derfra og drog bort til egnen omkring Tyrus. Der gik han ind i et hus og ønskede ikke, at nogen skulle vide det. Dog kunne han ikke forblive skjult.
^v25Men en kvinde, hvis lille datter var besat af en uren ånd, kom straks, da hun havde hørt om ham, og faldt ned for hans fødder;
^v26det var en hedensk kvinde, af syrisk-fønikisk herkomst. Hun bad ham om at uddrive den onde ånd af hendes datter.
^v27Og han sagde til hende: »Lad først børnene blive mætte; thi det er ikke smukt at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde.«
^v28Hun svarede og siger til ham: »Jo, Herre! også de små hunde æder dog under bordet af børnenes smuler.«
^v29Da sagde han til hende: »Fordi du sagde dette, så gå kun hjem; den onde ånd er faret ud af din datter.«
^v30Og hun gik til sit hus og fandt barnet liggende på lejet og den onde ånd faret ud.
^v31Og da han gik bort igen fra egnene omkring Tyrus, kom han over Zidon midt igennem Dekapolis egne til Galilæas sø.
^v32Og de kommer til ham med en døv, som også vanskeligt kunne tale, og beder ham om at lægge sin hånd på ham.
^v33Og han tog ham til side, bort fra skaren, og stak sine fingre i hans øren, spyttede på dem og rørte ved hans tunge,
^v34så op mod Himmelen, sukkede og sagde til ham: »Effata!« det betyder: luk dig op!
^v35Da åbnedes hans øren, og straks løstes det, der bandt hans tunge, og han talte tydeligt.
^v36Og Jesus forbød dem at sige det til nogen; men jo mere han forbød dem det, des ivrigere forkyndte de det.
^v37Og de blev over al måde slået af forundring og sagde: »Han har gjort alle ting vel; han får både de døve til at høre og de stumme til at tale.«